En ældre kommode får nyt, elegant look
- Gul Giraf
-
-
-
Det var lidt af et håndværkertilbud, jeg fik under neglene her. I bund og grund en rigtig sød kommode, men gammel og slidt, og med to lag maling ovenpå en omgang sort olie, som var trukket godt ned i træet. Så der var virkelig noget at tage fat på for rystepudseren. Dog var jeg ikke i tvivl om, at der var potentiale for at lave et super smukt møbel, så det var bare om at komme i gang.
—
Der slibes og slibes
Al maling skulle fjernes, så kommoden kunne komme til at fremstå helt jomfrueligt i sit oprindelig trælook. Dette var nødvendigt for at få et godt udgangspunkt til den videre proces. Det krævede tålmodighed og præcision, for det var vigtigt at bevare alle overflader intakte og uden slibespor. Samtidig havde kommoden mange små skader, som skulle udbedres. Lidt borebiller havde hygget sig i skufferne, og almindelig slitage havde medført skrammer og huller, som skulle udbedres.
—
Kalkmaling og styling
Der blev søgt inspiration på både Pinterest og YouTube til kommodens færdige look. Jeg vidste hurtigt, at kommoden skulle males med kalkmaling, da det giver en fantastisk blød og indbydende finish. Jeg undersøgte forskellige producenter af kalkmaling, og efter lidt research faldt valget på maling fra Nordic Chic, som bl.a. forhandles af Gårdens Kram. Nordic Chic har et hav af super flotte farver i deres sortiment, og malingen er utrolig nem at arbejde med. Både hvis forskellige farver skal blandes, og når malingen skal påføres møblet. Jeg ønskede en støvet, mørk farve til kommoden, og den blev blandet af farverne Midnight Blues og Slate. Grebene blev købt på Amazon, og fik en tur med en fin bronze spraymaling fra Silvan.
Jeg er helt utroligt tilfreds med det færdige resultat!